Arrangement

14 marts 2018

Generalforsamlings referat 2018

Tak for det store fremmøde til årets generalforsamling d. 14. marts, der i år var den 14. i rækken. Igen i år var der fulde huse i galleriet – over 46 tilmeldte til generalforsamlingen, og rigtig mange der deltog I den efterfølgende spisning på Restaurant Bar’bette. Det var dejligt at se de mange nye medlemmer, der er kommet til i år. Information om indbetaling af årets kontingent findes nederst i dette referat.

Generalforsamlingen forløb som sædvanligt helt som den skulle, og vi kom omkring alle punkterne på den udsendte agenda. Inger Olesen blev foreslået og valgt som dirigent. Inger konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt ifølge reglerne i vedtægterne. Herefter aflagde Pia Grynderup formandens beretning. I beretningen fortalte formanden bla., at der i løbet af 2017 er kommet 14 nye medlemmer til – vi er nu 55 medlemmer ialt.

Pia fortalte også om de mange arrangementer foreningen har afholdt siden sidste generalforsamling i juni 2017.
Der var indkøbt 10 værker til udlodning til medlemmer, der havde betalt kontingent for 2017.

Regnskabet blev fremlagt og kontingentet på 800 kr. blev fastholdt.

Under punktet ”Valg til bestyrelsen” blev det meddelt, at foreningens kasserer Per Paakjær havde valgt at trække sig tilbage. Bestyrelsen takkede Per for sit store arbejde i foreningen over rigtig mange år. Revisor Mogens Lundin var på valg og blev genvalgt.
Suppleanterne Inger Olesen og Jette Idorn Thamsborg blev begge genvalgt.
Inger Olesen bliver foreningens nye kasserer.
Vi mangler nu en ny suppleant, har du lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet, så lad os det vide.

Herefter præsenterede Christoffer Egelund årets kunstner Mazja Hillestrøm og de to fotografier der var udvalgt til at være årets kunstværk, med mulighed for at medlemmerne kunne vælge mellem de to. Mazja fortalte om sin rejse fra frisør til kunstner – en rejse der bragte hende fra København til New York, over kunstakademiet i Wien til New Mexico. Mazja åbner sin udstilling; Genopstandelsen, på Tegners Museum i Dronningmølle d. 15. april.

Lodtrækningen blev foretaget af Mogens Lundin, og følgende medlemmer vandt:
Medlem 129, G Petersen
Medlem 215, ML Sandberg
Medlem 174, A Jarulf
Medlem 67, G Frost
Medlem 69, B Zebitz
Medlem 180, E Bendixen
Medlem 155, M Wagner
Medlem 75, K Dolsø
Medlem 86, C Dolsø
Medlem 3, Å Nissen

Aftenen sluttede med en hyggelig middag på Restaurant Bar’bette i Bredgade.