Arrangement

08 april 2016

Referat af generalforsamling 9 Marts 2016

Kære medlemmer af Kunstforeningen Egelund

Tak for det store fremmøde til årets generalforsamling d. 9. marts, der i år var den 12. i rækken. Igen i år var der fulde huse i galleriet – over 60 tilmeldte til generalforsamlingen og rigtig mange deltog I den efterfølgende spisning, og det var dejligt at se de mange nye medlemmer der er kommet til i år.

Generalforsamlingen forløb som sædvanligt helt som den skulle og vi kom omkring alle punkterne på den udsendte agenda. Jørgen Egelund blev atter valgt som dirigent. Jørgen præsenterede bestyrelsens medlemmer, hvorefter formandens beretning blev aflagt, Pia Grynderup aflagde beretningen på Bo Overgaard’s vegne, idet Bo’s stemme ikke var helt på toppen. I beretningen  blev det blandt andet fremhævet, at foreningen nu har 65 medlemmer, at vi  der er stadig plads til flere nye medlemmer, og at man kan henvise venner til hjemmesiden www.egelundkunstforening.dk, som hele tiden opdateres.

Pia fortalte også om de mange arrangementer foreningen har afholdt i 2015,

Der var indkøbt 10 værker til udlodning til medlemmer der havde betalt kontingent for 2015.

Regnskabet blev fremlagt og kontingentet på 800 kr. blev fastholdt. Bestyrelsen havde foreslået en vedtægtsændring, således at kontingent for 2017 og frem betales inden 1. April. Altså første gang for 2017 kontingentet inden 1.april 2017. Dette for at kontingent indbetales i nær forbindelse med generalforsamlingen, og medlemsantallet for det følgende år vil være klart umiddelbart efter generalforsamlingen. Dette forslag blev vedtaget.

Under punktet ”Valg til bestyrelsen” blev det meddelt, at foreningens formand Bo Overgaard, af arbejdsmæssig årsager, har besluttet at forlade bestyrelsen. Bestyrelsen foreslår at Pia Grynderup overtager formandsposten. Kasserer Per Paakjær var på valg og blev genvalgt.

Suppleant Annette Wedel genopstiller ikke.

Men Suppleanterne Tess Tonsgaard og Jette Idorn Thamsborg blev begge genvalgt.

Bestyrelsen overvejer nu om der er brug for endnu en suppleant.

Bestyrelsen takkede Bo Overgaard og Annette Wedel  for det store arbejde de har ydet i kunstforeningen.

Herefter præsenterede Jørgen Egelund årets kunstner Marco Evaristti, og det værk, et stentryk, der er udvalgt til at blive årets kunstværk. Da Marco ikke selv kunne være til stede ved generalforsamlingen, trådte Malou, som er Marco’s partner og muse, op. Hun fortalte om Marco’s spændende liv, hans ideer og arbejdsmetoder.

Så blev der afholdt auktion over 12 værker. Auktionen startede lidt sløvt, men så kom der pludseligt gang i buddene og mange flotte værker fik en ny ejer. Aftenen sluttede med en hyggelig middag på Restaurant ALSACE i Ny Østergade.

Afhentning og bestilling af årstryk

Afhentning af bestilt indrammet årstryk kan hentes nu. Afhentning af uindrammede årstryk skal, ske inden d. 1. august 2016. Supplerende bestilling kan ske indtil d. 1. august til kr. 2.400 uindrammet. Herefter stiger prisen til kr. 3.000.

Medlemskab 2016

Du kan allerede nu indbetale kontingent for 2016 på kr. 800,-. Kontingentet dækker 2 personer i husstanden. Beløbet kan indsættes på følgende konto: Danske Bank Reg.nr. 3001 kt. nr. 3001604708. Kontingentet forfalder d. 1. Juni 2016.

Har du ændret e-mail adresse, eller har du en god ide eller andet, du syntes vi skal vide, kan du bruge kunstforeningens hjemmeside menupunkt ”kontakt” eller skrive direkte til admin@egelund.dk .

Vi glæder os til at foråret får rigtig fat…. og til at se dig i galleriet.

Med venlig hilsen

Egelund Kunstforening
Bredgade 75
DK-1260 København K
+45 3393 9200
admin@egelund.dk